Hermed som udbedt en kommentar
til Aavangs efterårsridelejr for unger.
Beskrevet, som den er oplevet af moren.
Foto, venligst udlånt af ægtemanden John.

Altså jeg blev meget glædeligt overrasket, da jeg så opslaget på tavlen. En god ide for de søde små - tænkte jeg - særlig da jeg tydeligt kunne læse, at dette var en dressurridelejr. Dejligt, det kan ikke være farligt, at de rider lidt rundt på ridebanen og laver små øvelser. Og stor var min glæde, da jeg læste, at der ville blive agility for hest og hund og børn og fædre og mødre. Hurra sikke en overraskelse - jeg var henrykt! Endelig skulle John tvinges til at ride og mase svedende rundt på en hest, mens alle stod på sidelinien og nød showet. I mellemtiden skulle jeg brillere med min smukke, dygtige, velopdragne hund og vinde over alle, hvis bare ungerne sprang de par små bomme, som ville blive taget frem til et dressurkursus….  Jeg glædede mig meget og var glad og rolig, da jeg trygt tilmeldte mine børn til dette fornuftige arrangement.

Efterårsferien kom, og børnene glædede sig selvfølgelig til at lære alle de vigtige dressurting. På 2. dagen skulle jeg sørge for frokost.

Jeg drog af sted i god tid med den rare mad til de søde børn. Det undrede mig jo lidt at se min søn i fuld skrue drøne rundt på galopbanen på en vildt svedende hest med udspilede øjne og fråde om munden. Og hvad så jeg mere? Alle hestene kom en efter en sprintende op ad bakken med deres unger.
Mærkeligt - Anita må være kørt af sted i et vigtigt ærinde, og ungerne har selv fundet på al denne ballade.

Men nej, der stod Anita jo glad og fægtede med armeneog skreg, at de skulle ride hurtigere! Hmm.

Næste dag, da jeg drog til Aavang for at ordne noget vigtigt i stalden, var det, jeg så, ikke bedre! Alle sprang over tårnhøje forhindringer, som var anbragt så tæt, at hestene sprang op og ned som bolde, og kun ved hjælp af guds nåde og lykkelige tilfældigheder kom de gennem banen med 100 km. i  timen uden at brække alt, hvad der er at brække på dyr og børn. Rystet vaklede jeg hjem og gennemgik min beholdning af forbindinger og blodstandsende midler. Jeg anbragte mig i nærheden af begge telefoner i tilfælde af….

Det skulle ikke blive bedre. Næste dejlige arrangement var henlagt til om natten, hvor de stakkels børn blev jaget ud af deres senge. Alle de udmattede og forslåede børn lå sødt og sov (det er, hvad jeg har forstået), da de måtte ud i den mørke nat, hvor det regnede og stormede, på orienteringsløb og svare på svære spørgsmål og passere mænd, der sad i træerne, og koner, der lå bag buske. OK - det mildner det meget, at Sofie var på vinderholdet med Terese og Caroline. Således gik den nat på Aavang også og alle overlevede.

Næste dag gik jeg med stive ben noget usikker på, hvad der nu foregik, ud til Aavang. Og der red de faktisk endelig dressur. Anita sad og lignede en engel. Hvilken lettelse. Nu så jeg frem til at vinde næste dag til den store finale som var afslutningen på ridelejeren.

Deltagerne havde hele ugen været velsignet ikke blot af overlevelsesguderne, men også af vejrguderne, og solen havde skinnet smukt. Jeg var nu med, og det var slut. Regn og blæst strøg hen over os. Det var en skuffelse for mig, for det blev jo svært for tilskuerne at beundre Rasmus og mit lynhurtige løb igennem banen med regn i øjnene.
Konkurrencen var hård, der var mange deltagere, og flere familier havde snydt og stjålet store kæmpe hunde fra deres naboer. Andre fædre på kæmpe fødder, bar bedøvede små hunde igennem banen i fuldt firspring.

Anita havde lukket katte ud, som gik og fornærmede Rasmus, så han ikke kunne koncentrere sig. Det var ikke nemt, men vi kastede os ud i det, og Rasmus kæmpede, det bedste kan kunne, men banen var tørret ind i kattelugt, og der var lagt fælder ud i form af bitte små dæk, som han trods sin veltrimmede slanke krop ikke kunne mases igennem.


Familiens anstrengelser var ikke forbi. John kæmpede sig igennem banen i fuld fart - kun hjulpet en smule af Peter. Og nu kommer det værste: Da Peter og Sofie skulle springe på deres bitte små heste, blev springene dobbelt så høje, og imens jeg vendte ryggen til et øjeblik, satte de endnu flere spring ind på banen, tror jeg. De klarede det, men når der er snyd med, og Trine og Caroline kun skal ride over bomme på jorden, kan Sely-familien jo ikke vinde, så på trods af alle vores fælles besværligheder, måtte vi tænderskærende stå og overvære, Trine-familien modtage 1. præmien. Nå tillykke med det til dem.

Måske lyver jeg lidt, og mine mærkelige børn har nydt alle dagene i fulde drag. De har redet og redet og har lært en masse og grinet og hygget med deres søde venner.
Tak til Anita og Bosse for et dejligt skørt arrangement, skønt at I har så meget overskud til alle andres børn og heste.
Bodil den 26. oktober 2004